Børnehaver med fokus på idræt vinder frem landet over

Foto: Peter Bennet

I børnehaver og vuggestuer skal de små lege, tumle, bevæge og balancere sig til en bedre kropslig forståelse og mere glæde ved idræt.

Det er tanken bag idrætscertificerede dagtilbud, som der er kommet flere og flere af de senere år. Det oplyser Danmarks Idrætsforbund (DIF).

Antallet af disse dagtilbud i DGI, DIF og hos VIA University College er nemlig firedoblet fra 111 i 2012 til 442 i 2018.

Øget fokus på leg og bevægelse gavner både på kort sigt, og når børnene senere skal i skole. Det mener Charlotte Bach Thomassen, formand i DGI.

– De tre første leveår er afgørende for ethvert barns udvikling. Det gælder i høj grad også for den motoriske udvikling og bevægelsesglæden, siger hun i en pressemeddelelse.

For at blive certificeret skal personalet på institutionen på et kursusforløb.

Her skal pædagogerne både beskæftige sig med emnet teoretisk og igennem konkrete øvelser.

I øvelserne arbejder de med at bringe bevægelsen ind i legen igennem for eksempel forhindringsbaner.

Kan man dermed øge pædagogens egen motivation, vil det også gavne børnene.

Det mener Kristian Fahnøe Munksgaard, der er adjunkt ved UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole og tilknyttet forskningsprojektet Fiibl om bevægelse blandt børn.

– Vi ved, at pædagogerne har en stor betydning som rollemodeller for børnene. De skal have et nuanceret blik på, hvad idræt og bevægelse er, og hvordan det kan bruges i forskellige situationer, siger han.

Han påpeger, at børn har fantasi og motivation til selv at lege, men også at pædagogerne kan gøre meget for at sikre, at legen bliver udviklende – uden at den sjove og naturlige leg forsvinder.

– Man skal selvfølgelig huske at understøtte den leg, som børnene selv finder ud af, siger han.

– På den måde får man sikret, at børnene både får meget og alsidig bevægelse med kvalitet.

Hos pædagogernes fagforening, Bupl, hilser man certificeringerne og det øgede fokus på leg med bevægelse velkommen.

Men man ser også behovet for efteruddannelse som et tegn på, at pædagoguddannelsen i sig selv mangler praktisk forankring. Det forklarer Bupl-formand Elisa Rimpler.

– Vi ved, at pædagoguddannelsen – efter at den er blevet lavet om – har mere fokus på det akademiske og til gengæld mangler noget, når det handler om det praktisk-musiske.

– Det gælder også de aktiviteter, der kan udfordre børn motorisk. Det kan selvfølgelig give et behov for de her certificeringer og den uddannelse, der følger med, siger hun.

Formanden understreger derudover, at bevægelse og leg blandt børn i flere børnehaver bliver hæmmet af ydre betingelser.

– De fysiske rammer i daginstitutioner skal også være på plads. Har man få kvadratmeter per barn, for små udearealer og ikke pædagoger nok, kan det være svært at udfordre børn i forhold til leg og bevægelse, uanset om man har været på et kursus eller ej, siger hun.

/ritzau/

Brinks box
Noojins boks alm.