Børn skal spille sig til at lære førstehjælp

Af: Morten Andersen

Alle kan lære førstehjælp – også børn – og målet med en ny app er at give børn et spil, hvor de på en sjov og legende måde kan lære om førstehjælp. Den nye app, Junior Redder, er udviklet af Børneulykkesfonden i samarbejde med Hovedstadens Beredskab med støtte fra Undervisningsministeriet.

Junior Redder-appen er opbygget som et spil, hvor børnene skal navigere rundt i forskellige baner og hjælpe børn, der er kommet til skade. Samtidig introduceres børnene til nogle af de basale førstehjælpsfærdigheder, f.eks. at lægge en bevidstløs person i stabilt sideleje og tilkalde hjælp ved at ringe 1-1-2. Det sker gennem fængende illustrationer, lyd og inddragende spørgsmål undervejs.

”Helt grundlæggende handler førstehjælp om at yde omsorg for hinanden og have modet til at turde handle, når man ser nogen, som har brug for hjælp, f.eks. tilkalde en voksen, ringe 1-1-2 eller blive og trøste. Derfor er det kun en fordel, hvis forældre og pædagoger fra en tidlig alder introducerer børnene til, hvad førstehjælp er, og vigtigheden af at hjælpe – og det er den nye førstehjælpsapp et godt redskab til”, siger Chris Garfort, der er førstehjælpsinstruktør i Hovedstadens Beredskab.

Indgår i større kampagne

Appen er en del af kampagnen ”Førstehjælp i Børnehøjde”, og den kan både bruges uafhængigt og sammen med andre øvelser og aktiviteter, f.eks. i forbindelse med et temaforløb i børnehaven. Junior Redder kan downloades gratis via App Store og Google Play.

”Med den nye førstehjælpsapp bliver førstehjælp mere håndgribeligt ved hjælp af forskellige scenarier, hvor børn kommer til skade og skal hjælpes. Det kan f.eks. være en ulykke på legepladsen, i køkkenet eller i sneen – det er altså alt sammen scenarier, som børn kan nikke genkendende til fra deres egen hverdag. Vi håber, at appen kan åbne op for flere snakke mellem børnene, deres forældre og pædagogerne”, fortæller Henriette Madsen, der er generalsekretær i Børneulykkesfonden.

Kayas Pizza box
Kayas Pizza box