At vandre i den vestjyske natur er helt unikt

Get Fit Okt
Husby Klitplantage Ruten byder på varieret natur og flotte udsigtspunkter.

Husby Klitplantage Ruten giver dig en smuk og afstressende naturoplevelse udover det sædvanlige.

Aase Larsen er formand for Fodslaw i Holstebro. I mange år har hun trasket området ved Holstebro tyndt.

– Det giver en frihed at vandre, for det er afstressende og bekymringsløst. Tankerne kan flyve frit, fordi du bare skal vandre fra A til B. Og så giver det nogle langsomme naturoplevelser, når man rejser gennem landskabet gående. Man fornemmer alting langsomt, og det giver en ro i sjælen. Og samtidig giver det energi at bevæge sig, fortæller Aase Larsen.

Hun sætter stor pris på den unikke natur i området omkring Holstebro.

– Det er specielt, at der er så meget natur inde midt i Holstebro, hvor Storå slynger sig gennem byen. Og så er klitlandskabet og havet helt fantastiske! Det storladne landskab er uberørt, og det er unikt, at der er så varierede landskaber på bare 15 km, siger hun.

Ny rute vækker begejstring

I maj 2018 blev en ny rute føjet til Aases liste over betrådte vandreruter. Nemlig Husby Klitplantage Ruten, som er en kvalitetssti med Premiumweg-certificeringen. Det betyder, at her er tale om en sti af høj standard. Premiumweg-vandrestier lever nemlig op til de strengeste kriterier i Europa og byder på varieret natur og flotte udsigtspunkter.

Ruten startes bedst ved den hyggelige fjordhavn Helmklink Havn ved den sydlige del af Nissum Fjord. Herfra går turen fordi en bunker, gennem klitter til Marens Maw, hvor udsigten er bedårende.

Den fortsætter videre til Skavemosen, hvor det er oplagt at gøre et hvil og nyde sin madpakke og synet af den smukke skovsø. På tilbagevejen følges skovstier forbi Fjand Gårdbutik.

– Flere af deltagerne (ved åbningen af ruten) var vildt fascinerede af terrænet med det løse sand. Efter turen var de stolte af at have vandret i det fantastisk smukke og udfordrende landskab. Og nogle af de, som ikke kunne deltage på dagen, har siden gået ruten, og de er meget begejstrede, fortæller Aase Larsen.

Brinks box