30.000 danskere fik del i 260 ton overskudsmad

Madspildsinitiativet “Stop Spild Lokalt” har sat rekord med uddeling af op mod 260 ton overskudsmad til knap 30.000 danskere.

– Det er gået over al forventning. Ambitionen var 200 ton, men vi har nået 260 ton fra butikker i hele landet, siger 19-årige Rasmus Erichsen fra Korsør, som står bag initiativet.

3000 frivillige har været i sving med at hente og distribuere overskudsvarerne, efter butikkerne lukkede før jul.

– Det er dejligt, at så mange butikker ville være med, men også lidt skræmmende, at behovet er så stort, siger Rasmus Erichsen.

350 butikker landet over har medvirket og blandt andet doneret flæske- og andestege og slik.

Det er andet år, han står i spidsen for julekampagnen. I 2017 var 2100 frivillige i sving, og de indsamlede og uddelte 110 ton overskudsmad.

Det er eksempelvis kontanthjælpsmodtagere, pensionister og studerende, der kan få fingre i den gratis julemad.

Maden er blevet samlet og uddelt fra skoler, idrætshaller og andre “madoaser”.

Også et enkelt sted i Grønland blev der delt overskudsmad ud.

Rasmus Erichsen tør godt love, at madspildskampagnen vender tilbage i 2019.

– Vi kommer til at gentage succesen, men om det bliver på en anden måde, ved jeg ikke endnu, lyder det fra en tilfreds – og træt – initiativtager.

“Stop Spild Lokalt” har frivillige i 104 byer landet over. Organisationen samarbejder med blandt andre dagligvarekæderne Coop, Salling Group og Aldi.

Rasmus Erichsen, der studerer innovation og marketing, modtog Fællesskabsprisen 2017. Den gives til ildsjæle, som yder en indsats for fællesskabet.

/ritzau/

Brinks box