1000 danske kæledyr har fået et bedre liv takket være Frynseklinikken

Hunden Ciao blev patient nr. 1000.

På blot 141 dage har Dyreværnets mobile nonprofit dyreklinik, Frynseklinikken, tilset og behandlet hele 1000 danske kæledyr. Bag tiltaget står Dyreværnet, en af Danmarks ældste dyreværnsforeninger, der via en donation fra en privat dyreven, fik mulighed for at etablere den rullende dyreklinik. Formålet med initiativet er at hjælpe socialt udsatte borgere med dyrlægebehandlinger til deres dyr ud fra et “betal-hvad-du-kan”-princip. Frynseklinikken har på kun 141 dage besøgt 70 byer i landet og alle steder, har der vist sig at være et stort behov for hjælp til dyrene.

Nysgerrig efter at vide mere? Læs flere interessante ting om Frynseklinikken her.

Hunde med ubehandlede tandproblemer og pinefulde kroniske ørelidelser, undervægtige katte med alvorlige nyresygdomme og andre kroniske lidelser. Det er blot nogle af de alvorlige sygdomme, som dyrlæge Pia Nielsen og veterinærsygeplejerske Sofie Pless er blevet mødt med i de 141 dage, de har bemandet Danmarks eneste mobile nonprofit dyreklinik, Frynseklinikken. Fælles for snuderne er, at de alle er ejet af samfundets svageste befolkningsgruppe, danskere der elsker deres dyr, men som hverken har muligheden for eller midlerne til at tage deres bedste ven til dyrlæge.

Har du lyst til at støtte vores arbejde med at redde dyr – så læs hvordan du kan hjælpe her.

– Det er en hård tjans den her, fortæller Pia Nielsen, der er dyrlæge i Frynseklinikken: – Vi ser dyr, der har det rigtigt skidt, men vi møder også ejerne, der heller ikke altid har den nemmeste hverdag. 

Patient nr. 1000, Ciao, som er en Cavalier King Charles, besøgte også Frynseklinikken den 28. november 2018, hvor han var ekstremt dårlig. Rent tilfældigt blev Ciao patient nr. 1000, da hans ejer Tony, mødte op til et kontrolbesøg mandag den 4. marts, hvor Pia kunne erklære Ciao for rask.

Selvom dagene indimellem kan være svære at fordøje, kunne hverken Pia eller Sofie drømme om at skifte den mobile tilværelse ud:

– Vi møder de dejligste mennesker, som vi ellers ikke ville være kommet i kontakt med og fælles for dem alle er, at de elsker deres dyr. Ofte er deres hund eller kat den eneste kontakt, de har til omverdenen, og ved at hjælpe de firbenede, gør vi samtidig en markant forskel for deres ejere, smiler Pia, inden hun haster videre til den næste patient, der allerede ligger klar på undersøgelsesbordet.

De 1000 dyr som Frynseklinikken har behandlet, er primært hunde, men både katte og kaniner har også fået hjælp af den mobile klinik.

Frynseklinikken, er opkaldt efter den private donors hund, Frynse, og er en fuldt udstyret dyreklinik med operationsfaciliteter, blodprøveudstyr og scanner. Man betaler, det man kan, for konsultationer og behandlinger.

Se hvilke andre byer, Frynseklinikken allerede har aftaler om at besøge her.

I videoen nedenfor kan du finde ud af, hvad Frynseklinikkens formål er.

Brinks box