TTH og Lemvig-Thyborøn fortsætter det gode parløb

Get Fit Okt
I næste sæson bytter stregspillerne Anders Agger og Niels Lindholt trøje og plads på banen.
Gennem de seneste mange sæsoner har TTH Holstebro og Lemvig-Thyborøn Håndbold nydt godt af hinanden i form af fællestræning og udveksling af spillere – og nu gør de to klubber det igen.

Når den igangværende sæson er slut, sender TTH U20-landsholdsspilleren Anders Agger til Lemvig, mens den tidligere TTH-spiller Niels Lindholt tager turen den anden vej. Begge spillere huserer på stregen.

– Det sportslige samarbejde mellem de to klubber gavner os begge meget, og er med til at gøre klubbernes trænings- og udviklingsmiljø endnu stærkere. At vi sender Anders Agger, der er et stort talent, til Lemvig, er et led i vores strategi om at lade vores unge løver komme ud og få endnu mere spilletid og nogle håndboldmæssige hår på brystet. Jeg glæder mig over, at vi får Niels Lindholdt tilbage, der er en vaskeægte Holstebro-dreng og håndboldmæssigt opdraget i HH90 og TTH, retur. Han har haft en flot udvikling i Lemvig-Thyborøn og har nu niveauet til ligaen, siger TTH-direktør John Mikkelsen.

Lars Broe, sportsdirektør i Lemvig-Thybørn Håndbold, ser frem til spillerbyttet.

– Vi er glade for at sende spillere videre til næste step. I sidste sæson var det Simon Gade, og efter denne sæson er det Niels Lindholt, der skifter den røde trøje ud med den hvide TTH-trøje. Niels har udviklet sig fra et spændende talent og til forsvarsstyrmand og førstevalg på stregen i LTH, så det er med blandede følelser, at vi skal takke af for denne gang. Vi mister en vigtig brik på holdet, men lykkedes som klub med at sende en spiller videre til en topklub i ligaen, siger Lars Broe og glæder sig over tilgangen af Anders Agger.

– Vi glæder os til at tage godt imod Anders Agger, når han igen vender tilbage i Lemvig-trøjen. Her håber vi på at accelerere den udvikling, Anders er i gang med via mere spilletid og ansvar. I forbindelse med vores fællestræning med TTH har vi løbende fulgt Anders og ved, at vi får en viljestærk, dedikeret spiller med en god fysik, som kommer til at passe perfekt ind i truppen til kommende sæson.

Anders Agger glæder sig til at komme til Lemvig-Thyborøn Håndbold, hvor han spillede et par sæsoner som ungdomsspiller.

– Det bliver rigtig godt. Jeg kender klubben og folkene i den, og jeg ser frem til at få mere spilletid og mere ansvar – uanset om klubben rykker op i ligaen eller ej, siger Anders Agger.

Hos den kommende TTH-spiller Niels Lindholt er humøret også hørt.

– Jeg har haft nogle rigtig gode år i Lemvig, men da muligheden for at skifte til TTH opstod, var det svært at sige nej. Jeg glæder mig til at komme til et topprofessionelt træningsmiljø, hvor jeg håber at kunne lære en masse af både dygtige trænere og medspillere, siger han.

Brinks box
Revision Limfjord 02/10 sb