Nyt tilbud om kemoterapi i hjemmet giver mere frihed i hverdagen

Brinks lb
X1. Gaardhøje lb ny
Jørgen Kristensen i samtale med sygeplejerske Johanne Søndergaard på Hæmatologisk Dagafsnit, Hospitalsenheden Vest

Hæmatologisk Dagafsnit på Hospitalsenheden Vest kan som det første sted i Danmark tilbyde patienter, som er i gentagen kemoterapi for knoglemarvskræft, selv at styre en del af behandlingen i hjemmet.

En fuld behandling af knoglemarvskræft (myelomatose) med kemoterapi er langvarig og kan strække sig over 12-18 måneder. Behandlingen kræver normalt, at patienten skal møde op to gange om ugen, med en uges pause hver fjerde uge, for at modtage kemoterapi via drop på Hæmatologisk Dagafsnit i Holstebro.

 

Det er en stor, tidsmæssig indgriben i patientens liv. Derfor tilbyder Hæmatologisk Dagafsnit nu en gruppe af de patienter, som er i gentagen behandling, selv at kunne styre deres kemoterapi derhjemme en gang om ugen. Formålet er at give både patienterne og deres pårørende større frihed og uafhængighed i hverdagen, forklarer sygeplejerske Johanne Søndergaard, som har været med til at igangsætte tilbuddet:

“Patienterne sparer halvdelen af den tid, de ellers skulle bruge på transporten og behandlingen. Vi håber derfor, at tilbuddet betyder, at patienterne og deres pårørende oplever at få mere fleksibilitet i hverdagen og en øget livskvalitet”.

Den første patient Jørgen Erik Kristensen takkede ja til tilbuddet om selvstyret hjemmebehandling d. 28. august, og er foreløbig meget tilfreds. IV-behandlingen ville normalt betyde to ture til Regionshospitalet Holstebro hver mandag og tirsdag i tre uger ad gangen. Nu kan den sædvanlige kemoterapi om tirsdagen i stedet foregå derhjemme i mere ro og mag, fortæller Jørgen Erik Kristensen.

“Før skulle jeg køre ind på sygehuset til min tid klokken 11. Nu kan jeg tage behandlingen, mens jeg får min morgenkaffe fra klokken otte til halv ni. Så har jeg dagen fri til det, jeg gerne vil.”

 

Fakta

Tilbuddet om selvstyret kemoterapi i hjemmet blev iværksat i slutningen af august måned på Hæmatologisk Afsnit, Regionshospitalet Holstebro, som det første sted i Danmark. Indtil videre kører det som et forsøg over for en mindre gruppe af patienter.

 

Det er patienten, den patientansvarlige læge og kontaktsygeplejersken, der sammen vurderer, om den normale behandling med kemoterapi via drop kan foregå som selvstyret hjemmebehandling med en færdigpakket medicinpumpe. Det er med til at sikre, at trygheden og kvaliteten er i top.

 

Takker patienten ja til tilbuddet, møder patienten op til sin første IV-behandling på Hæmatologisk Dagafsnit én gang om ugen i de tre uger ad gangen, som kemoterapien varer. Her lægger sygeplejersken lægger et drop, som skal blive siddende, til hjemmebehandlingen er overstået på dag 2.

 

Sygeplejersken oplærer patienten i procedurerne for hygiejne, tjek af drop, og hvordan medicin og pumpe skal opbevares og betjenes.

 

Patienten får medicinen og pumpen med sig i en køletaske, så det hele er klar til brug i hjemmet på dag 2. Behandlingen skal foregå om morgenen og tager cirka en halv time. Patienten medbringer køletasken og medicinpumpen til sin næste tid til behandling på Hæmatologisk Dagafsnit.

X1. Gaardhøje lb ny
Kayas Pizza box