Ny analyse: Behov for flere grusgrave i Østjylland

Get Fit Okt

Ny analyse afslører mangel på grus til betonindustrien og store udfordringer med transport af råstoffer. Regionsrådet overvejer mulighed for nye placeringer af råstofgrave.

 

Betonindustrien mangler grus flere steder i Midtjylland og særligt i Østjylland. Det viser en analyse fra Regionens Råstofafdeling.  Analysen er en del af forarbejdet til en revision af den gældende Råstofplan 2016, som Udvalg for Regional Udvikling onsdag besluttede at sende i høring.

Betonproduktion aftager 22 pct. af de midtjyske råstoffer. En tilpasning af råstofplanen skal sikre mulighed for fortsat vækst, og samtidigt reducere transport af råstoffer over store afstande, der løber op i 185.000 lastbiler om året. Det svarer til 20 mio. km per år på de midtjyske veje. Det fordyrer samtidigt råstofferne med cirka 200 mio. kroner og koster yderligere 75 mio. kroner i slid på vejene, uheld, kødannelse, luftforurening og klimaforandring.

– Beton og dermed grus og sand i de rette mængder er helt afgørende for en fortsat vækst. Samtidigt er det afgørende, at vi indvinder og transporterer råstofferne på den mest fordelagtige og mindst belastende måde – både for virksomhederne, for borgerne og for miljøet, siger formand for regionsrådets Udvalg for Regional Udvikling, Jørgen Nørby.

Behov for at grave omkring Østjylland

Analysen viser, at der i dag kun indvindes en tredjedel af de mængder grus og sten, der er brug for i betonindustrien. Det resterende behov dækkes af sø-materiale samt af import. Især til området langs det østjyske motorvejsnet, hvor betonindustrien er koncentreret.

– Det vil være ønskeligt at finde grusgrave tættere på betonvirksomhederne, så vi reducerer kørsel og dermed slid og CO2-udledning og samtidigt møder virksomhedernes behov. Den proces går regionen nu i gang med, siger Jørgen Nørby.

Øjenåbner for branchen

Region Midtjyllands betonproducenter omsætter for cirka 4 mia. kroner årligt og leverer mindst 30 pct. af den samlede betonproduktion i Danmark. 31 pct. af branchens ansatte er beskæftiget i Region Midtjylland. Branchedirektør Thomas Uhd fra brancheforeningen Dansk Beton kalder regionens analyse en vigtig “øjenåbner”.

– Nu har vi et godt overblik, der dokumenterer og beskriver branchens udfordringer. Her tænker jeg dels på at fremskaffe råmaterialer af den rette kvaliteter, dels på at branchen i mange år har været i en situation med rigeligt mængder råstoffer, men nu skal de til at vænne sig til, at det kan blive sværere og måske dyrere at sikre sig den nødvendige ressource i form af sand og især grus og sten, siger han.

Fakta

  • Udvalget for Regional Udvikling i Region Midtjylland indledte onsdag en otte ugers høring af redegørelsen forud for revision af råstofplan 2016 i Region Midtjylland
  • Der er behov for at tilpasse planen med flere råstofgrave tættere på de virksomheder, der bruger råstofferne.
  • Der indvindes således i dag højst en tredjedel af de nødvendige mængder grus og sten til betonproduktionen.
  • Det medfører omfattende import, der fordyrer råstofferne.
  • Dertil kommer transport svarende til 20 mio. km per år på de midtjyske veje. Det er til gene for borgerne, det skader miljøet – herunder klimaet – og det koster i slid på vejene.
  • En råstofplan gælder i en planperiode på 12 år, men regionsrådet skal hvert fjerde år gennemgå den gældende råstofplan for at vurdere, om der er behov for at revidere planen.
  • Når høringsperioden på otte uger er afsluttet træffer Regionsrådet endelig beslutning om en revision.
  • Læs mere: www.rm.dk/regional-udvikling/klima-og-miljo/rastoffer/

Brinks box
Midtpunktet Thyholm