Kulturministeren er inviteret til familieopera

Mette Bock kan kombinere sine to ministerområder for kirke og kultur til en forestilling i Lindevang Kirke på lørdag.

For nylig var kulturministeren på besøg hos egnsteatret Operaen i Midten i Holstebro. Her fortalte operachef Flemming Vistisen om teatrets arbejde og planer, men han inviterede også ministeren til forestilling.

Lørdag den 17. marts om eftermiddagen runder teatret nemlig en landsturné af med operaen Er Gud Hjemme? i Lindevang Kirke på Frederiksberg. Kirken er gået i samarbejde med Frederiksberg Kommunes Musikudvalg og kan derfor tilbyde gratis adgang til alle.
Dagen før åbner Mosede Kirke også døren for alle der har lyst til familieopera.

Forestillingen er blevet opført i 26 kirker landet over indenfor det sidste halve år og med masser af ros fra publikum. Til en opførelse forleden i Timring Kirke rejste en lærer sig efter klapsalverne for at rose operaen. En af hendes elever noterede at hun var rød i hovedet og hun svarede: “Det er fordi jeg er så varm indeni nu”.
Andre noterer med glæde at deres elever har været tryllebundet i den time forestillingen varer.

I disse dage er operaen på tur med opførelser fra Aalborg i nord til Ulkebøl i syd. Tvilum og Silkeborg midt i Jylland får også besøg i den kommende uge inden turneen rundes af med åbne opførelser på Sjælland.

På fredag den 16. marts er det i
Mosede Kirke ved Greve kl. 16.30
og så altså sidste dag
lørdag den 17. marts i
Lindevang Kirke på Frederiksberg kl. 16.00

Gaardhøje 300x250 ny
Revision Limfjord Ferielov