Hjertepatienter glade for, at kommuner og region deler rehabiliteringen

Når rehabiliteringen efter en hjertesygdom foregår helt tæt på borgernes hjem, vil patienterne gerne deltage, og de er glade for, at tilbuddet er rykket tættere på.

Det er nogle af de erfaringer, 19 kommuner og Region Midtjylland har gjort efter et år med kommunal hjerterehabilitering, hvor rehabiliteringen er rykket ud af sygehusene og ind i kommunernes sundhedscentre.

– Siden genoptræningen kom til Randers har jeg været med hver gang. Det betyder meget, at jeg ikke skal køre så langt, siger Lars Lyse Jørgensen på 54 år, der har været til genoptræning efter, han fik en bypassoperation. Han er meget tilfreds med det tilbud, han har fået:

– Jeg kan kun sige, at det har været supergodt. Personalet har været meget kompetent, og så har det været en stor fordel for mig, at træningen har foregået i hold. Det har betydet meget for mig at snakke med nogen, der ikke er sygeplejersker eller læger, men som har fejlet lidt det samme som en selv, konstaterer Lars Lyse Jørgensen med tilfredshed.

Han er en af de patienter, der efter årsskiftet 2016/2017 fik hjerterehabilitering tættere på dagligdagen. I over et år har dele af hjerterehabiliteringen haft rod i kommunerne i Region Midtjylland, og nu begynder dokumentationen for effekten af udflytningen at vise sig.

Fælles kommunal og regional hjertesag

Indtil kommunerne overtog rehabiliteringen foregik både behandling og rehabilitering på Region Midtjyllands hospitaler. Nu tager hospitalerne sig af behandling, mens kommunerne rehabiliterer langt hovedparten af borgerne.

– For patienterne er fordelene bl.a. geografisk nærhed og det forhold, at hjertepatienter og kommuner i forvejen kender hinanden, fordi der er brug for andre former for hjælp, siger Ib Lauritsen (V), borgmester i Ikast-Brande kommune og næstformand for Sundhedskoordinationsudvalget, kommunernes og regionens samarbejdsforum for sundhedstilbud.

Formand for Sundhedskoordinationsudvalget, Henrik Fjeldgaard (S) uddyber:

– Jeg er meget tilfreds med samarbejdet mellem hospitaler og kommuner og de opnåede resultater. I Region Midtjylland er vi glade for, at vi har kunnet medvirke til udviklingen og etableringen af den første kommunale database af sin slags på rehabiliteringsområdet i hele Danmark – HjerteKomMidt.

Rehabilitering drevet af kvalitet

Da rehabiliteringen flyttede fra hospitaler til kommuner, blev det besluttet, at kvaliteten af den nu kommunale hjerterehabilitering skulle kunne følges i detaljer. Værktøjet blev kvalitetsdatabasen HjerteKomMidt, og det er data derfra, som nu for første gang bliver offentliggjort.

– Jeg lægger særligt mærke til, at samarbejdet mellem region og kommuner dokumenterer en kvalitet, der ligger på niveau med både landsgennemsnittet og det hospitalerne præsterede før kommunerne fik opgaven, siger Ann Dorthe Zwisler, der er formand for den nationale Dansk Hjerterehabiliteringsdatabase, og forsætter:

– Det er vigtigt, fordi det betyder, at kvaliteten holder, samtidig med at rehabiliteringen rykker tættere på patienterne og deres bopæl. Det er dog vigtigt at understrege, at kommuner i Region Midtjylland på linje med hospitaler og kommuner i resten af landet fortsat kan gøre en indsats for at forbedre kvaliteten af rehabiliteringsindsatsen.

Støtter kommunens medarbejdere

Databasen skal støtte de kommunale medarbejderes arbejdsgange, så sundhedsfagligt personale, der står for rehabilitering, får løbende tilbagemeldinger på resultaterne for både de enkelte borgere og for de samlede indsatser.

HjerteKomMidt leverer også tidstro information til kommunernes ledelser og sender borgernes resultater til både hospitaler og de praktiserende læger.

 

Fakta

Gaardhøje 300x250 ny
Revision Limfjord 02/10 sb