BØRNENE LÆRER AT RINGE 1-1-2

Repair2go

Det er en alvorlig sag og vigtigt lærdom. Men det er via sjov leg, trylleshow og maskotten Sofus, at de små lærer at ringe efter hjælp, når der er 112-dag i Holstebro fredag 18. august.

Falck-maskotten Sofus bliver udsat for lidt af hvert, når 579 indskolingsbørn tropper op til 112-dag på Teaterpladsen i Holstebro. Sofus må nemlig lægge krop til diverse situationer, hvor han har brug for, at der bliver ringet efter hjælp på Alarm 1-1-2.

På den måde lærer børnene, at 1-1-2 eksisterer, og hvornår og hvordan man bruger nummeret. I løbet af dagen lærer de også noget om sikker trafik, brand og redning m.m.

– 112-dagen er en god og lærerig dag for børnene. Vi vil gerne vise, hvor stærkt vi står sammen, når ulykken er ude. Og så ønsker vi, at børnene ser folk i uniformer som en kilde til hjælp og tryghed i stedet for angst og frygt. Derfor bidrager vi med glæde til dagen, siger politiassistent Søren Mandrup fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Forebyggelse og tryghed

Kommunens SSP-koordinator, Jon A. Jørgensen, glæder sig også over, at successen fra sidste år, hvor der var 112-dag for første gang, gentages.

– Det var en af mine mest livsbekræftende oplevelser nogensinde at se så mange glade børn og deres engagement. Vi fik også mange positive meldinger fra både forældre og skolerne. Det er en vigtig forebyggende indsats, der også skaber tryghed. Og det er fantastisk, at så mange aktører bidrager gratis og frivilligt med så stort et set up, siger Jon A. Jørgensen.

Aktører

De 49, der gør dagen mulig, kommer fra Brandkadetterne, Falck, Danske Vognmænd, Brandvæsnet, Beredskabsstyrelsen, Midt- og Vestjyllands Politi, Holstebro Handelsstandsforening, Skolepatruljen og Holstebro Kommune.

Dagens program

  • Kl. 9.30: Børnene på plads ved scenen ved den ”Sorte Box”. Velkomst ved borgmester H.C. Østerby. Falcks maskot SOFUS udsættes for flere ting, hvor der skal ringes 112.
  • Kl. 10.15: Fri leg på pladsen. Mulighed for at se og prøve flere ting på standene (udrykningskørsel, brandsprøjte, politibil og politihunde, ”lastbiluheld”, ”brandkadetter” m.v.).
  • Kl. 12.00: Alle børn og lærere er på plads ved scenen. Trylleshow v. Jesper Grønkjær.
  • Kl. 12.40: Afslutning og tak for i dag.


Falck`s maskot Sofus, kaster glans og glæde over børnene og deres 112-dag. Billedet øverst er fra 112-dagen i Holstebro sidste år.